Skabelsens Gnist

 
I snert af ildens hede,
i slag mod isens ånde,
midt i verdens tomme gab,
bevæges den,
som med Rimfaxes hast,
som i lyn,
rider hen over himmelbuen.
 
Mens dampen bragende falder,
Som piskeskum i dæmringen,
Ud af jætten Ymers døde krop,
sættes jorden som himmellegeme op.
mens Bifrost kalder,
den vågne hjem,
varsler morgendagens stjerne,
dér slår Tors hammer slem,
mens en funke rammer hans bryst,
anslås livets røst.
 
Kampens hede fortoner sig,
gylden morgen,
fødes ny og mild,
dér står Livets træ,
Ask Yggdrasil.
 
Majestætisk hæver sin krone,
knejsende klart som rim,
mod universets tyste tone,
vandre ad denne vej,
forvandlet må enhver forstå,
kærlighedens salige lim,
uden hvilket livet vil svinde og forgå.
 
Ved træets rod,
under ørnens vinger,
tre norner holder råd,
styrer skæbnen med en finger,
spinder videre på livets tråd.
 
 
Frit efter nordisk mytologi – april 1998.
 
Lars Christian Schmith.